Om området

Området ved Gilbjerg Hoved ligger vest for Gilleleje, nord for Tinkerup Strandvej og Kystvejen. Området er delvist fredet. Det fredede areal udgør ca. 25 ha.

Gilbjerg Hoved er desuden udpeget som EU-Habitatsområde (ca. 40 ha) og er derfor omfattet af særlige beskyttelsesbestemmelser. Udpegningsgrundlaget for Gilbjerg Hoved er forekomst af den specielle naturtype klinter med vegetation langs de atlantiske kyster og Østersøkysterne.

Klinter med vegetation langs de atlantiske kyster og Østersøkysterne er begrænset forekommende i Danmark og findes udover ved Gilbjerg Hoved eksempelvis også ved Rubjerg Knude i Nordvestjylland, Ristinge på Langeland og Møns Klint på Møn. Naturtypen er kendetegnet ved dens specielle vegetation der hovedsageligt består af salttolerante arter som firehannet hønsetarm, strandvejbred, lægekokleare og engelsk græs. Om foråret farver den sidstnævnte området nærmest lyslilla, da planten findes i tætte bestande lige bag Gilbjerg Stenen.

I området indgår også et overdrev, der ligger mellem klinten og Tinkerup Strandvej/Kystvejen. I sommerhalvåret græsses området af kreaturer, hvilket er med til at bevare dets nuværende tilstand. Denne form for naturpleje sikrer, at området ikke udvikler sig til skov.


Turforslag

Det første stykke vej vandrer du langs indhegningen til overdrevet. Området er særligt interessant for naturinteresserede. Området på højre side af stien afgræsses af kreaturer og vegetationen består hovedsageligt af græsser og urter. Området til venstre fra stien ligger derimod "urørt" hen, der foregår ingen form for naturpleje. Som naturlig konsekvens har buske som gyvel indfundet sig.

Også træer som eg og tjørn har etableret sig og enkelte træer er allerede over mandshøjde. Området er så småt begyndt at springe i skov.
På din vandring kommer du også forbi Solsortesøen, som er dannet i sidste istid. Som navnet hentyder til, er søen ynglested for mange småfugle, og nattergalens sang kan da høres med garanti i løbet af sommeren. Solsortesøen er også et godt sted at kigge på skrubtudser og stor og lille vandsalamander.

Spadsereturen på klitten byder på en vidunderlig udsigt over Kattegat. I dage med klart vejr kan man se ud over hele Sjællands nordkyst. Kysten bugter sig af sted i det endeløse og viste man ikke bedre, kunne man få det indtryk, at hele nordkysten er et ubeboet vildnis. Kullen ligger som den nærmeste nabo i nordøstlig retning, og er lysforholdene særligt gunstige, kan man endda se helt ud til Hesselø.

Ved turens vestligste punkt, Krogskilde, lå engang et fiskerleje. Det siges, at indbyggerne lokkede skibe til at søge havn ved at signalere med lygter på stranden. Skibene lagde kurs mod fiskerlejet og gik på grund. Krogskilde folket skulle efter fortællingen have plyndret skibene og slået mandskabet ihjel. Stedet blev derfor i folkemunde kaldt for "Helvede". Sandflugten og dårlig fiskeri i 1600-tallet sørgede for, at de otte huse ved fiskerlejet blev opgivet.


Kort over Gilbjerg Hoved