Nyhed

Tine Wandall slipper haven fri i Gribskov

Tine Wandall i DN Gribskov har en vild have i Bakkebjerg i Rågeleje. Den er sluppet fri og blomstrer vildt i udvalgte områder i haven - også lidt tilfældige steder. Sådan kan Tine bedste lide det.

Haven i Bakkebjerg har også nogle af de vigtige naturelementer som vand, sten, døde træer, kvas og tørre områder. Alt sammen skabt med nysgerrighed og gå på mod hos Tine Wandall, der eksperimenterer med at skabe små oaser af vild natur i sin have.

Tine Wandall er aktiv i DN Gribskov, og det er biodiversitet, der interesserer Tine mest. Hun har næse for det vilde og alt det, som summer og skaber liv. Hun vil have meget mere af det, og det skal brede sig, så Gribskov Kommune bliver en vild naturkommune, siger Tine.

- Jeg hørte et foredrag på vores bibliotek om Slip haven fri af en naturvejleder fra DN. Den gang havde vi kun 50 haver i Gribskov, det synes jeg var for galt.

Tine ville gerne viderebringe den gode idé med at slippe haverne fri i Gribskov, og heldigvis sidder Tine ikke på sine hænder. Hurtigt fandt hun flere Facebookgrupper og delte opfordringen om at tilmelde sig Slip haven fri - og så voksede antallet af tilmeldte haver i Gribskov Kommune uge for uge og overhalede København, der for få måneder siden lå i top. I dag ligger Gribskov på førstepladsen med 219 tilmeldte haver, og de tikker fortsat ind.

- Da jeg fandt ud af, at vores borgmester ikke er særligt optaget af biodiversitet, synes jeg det var på tide, at Gribskov Kommune også kom med på holdet. Hjørring Kommune og efterhånden en del andre kommuner har vist, at små tiltag virker på bare 3 år. Så kan vi også her i Gribskov, siger Tine, der er bekymret over manglen på insekter:

- Insektmassen er gået tilbage med over 75 procent de sidste 25 år - og skal der være insekter fremover, er det et vigtigt at gøre noget nu for at øge biodiversiteten og skabe flere levesteder. Alle tiltag betyder noget, og vi kan alle sætte ind og skabe mere plads til vildere natur i vores haver - det skylder vi vores efterkommere.

Det hele hænger sammen

Slip haven fri passer meget godt ind i kommunekonkurrencen Danmarks vildeste kommune og Vilde haver, som Tine også er engageret i. Det hele hænger godt sammen og giver god mening for Tine. Det øger biodiversiteten, og det skal Gribskov Kommune have mere af, synes Tine og fortæller glad, at hun for snart fem måneder siden oprettede en Facebookside til ’Vilde haver i Gribskov Kommune’. Tine ønskede at skabe et forum for borgere i Gribskov til at brede budskabet om mere vild natur. Interessen for Tines Facebookgruppe, Vilde haver i Gribskov, blev så stor, at gruppen voksede til over 800 følgere på blot fem måneder.

- Få timer efter jeg oprettede gruppen, begyndte folk at skrive og stille spørgsmål, sende billeder og fortælle om deres haver. Jeg blev helt overrasket, men det tyder på, at der er en enorm interesse i private vilde haver. Vi har en god tone, det er lidt nørdet, men der er også en skæg ånd i gruppen, og folk hygger sig med deres blomster og haver ligesom jeg gør.

> Klik ind og se Facebookgruppen

Man bliver totalt grebet af det

Tine har været på sommerfuglekurser, nedlagt sin køkkenhave og i stedet anlagt 6-7 områder til vilde blomster – for det er meget sjovere, synes Tine. Hun henter frø fra vilde blomster i Halsnæs og har lige bestilt et pindsvin hus mere. Vi vil ikke have, der skal være boligmangel, griner Tine.

Og så synes Tine, at de 20 procent have, der skal slippes fri, slet ikke er nok, for man bliver grebet af det og får lyst til at gøre mere af haven vild, siger hun, mens hun går rundt i sin have og finder en Kællingetand, der pludselig har indfundet sig i græsset af sig selv. Og her er der vild gulerod, tilføjer Tine.

- Man bliver jo helt grebet. Jeg har lige købt frø af flere vilde planter bl.a. slangehoved, som jeg så gerne ser brede sig i min have. Det er bare det bedste at gå rundt i haven, siger Tine glad.

Sådan har Tine sluppet sin have fri

Haven i Bakkebjerg har stier igennem det høje græs.
- Jeg har jo lært, at man skal slå sin græsplæne som en fuld mand eller mosaikslåning - det betyder, at jeg efterlader områder med langt græs - eller slår uden om områder med kløver og andet godt.

Tine har et vandbassin ved terrassen og et foderhus til pindsvin. Kvasbunker flere steder til insekter, og bo til pindsvin.

Gamle træer og også et tørstetræ, hvor mange blade er blevet spist af citronsommerfuglens larver. Tine har også en del vinbjergsnegle, som holder til ved en træbunke og de steder, hvor hun vander.

Og så har Tine masser af blomster, der er kommet efter frøposer samt indsamlede frø fra omegnen. De fire stauder fra REMA 1000 er også blevet indkøbt og plantet. Tine kaster frø ud i sine bede og bruger en særlig engblanding til sin varme og tørre sydvendte skrænt i haven.

I Tine Wandalls have blomstrer blandt andet Digitalis, Kællingetand, Dagpragtstjerne, Okseøje, vilde geranier, Blåhat, Kornblomst, Valmue, Røllike, Knopurt, Tusindestråler, Høstanemoner og Tidselkugler.

> Læs mere om Slip Haven Fri!